Axiell har ikke givet tilbud på KOMBIT udbuddet af nyt fælles bibliotekssystem
05/21/2013 (Andet)
Axiell har i dag på deres hjemmeside offentliggjort, at Axiell ikke har afgivet bud på et nyt fælles bibliotekssystem.
Axiell skriver flg. på hjemmesiden:
Vi vil hermed gerne informere om Axiells overvejelser i forbindelse med den netop afsluttede udbudsproces vedrørende nyt bibliotekssystem, hvor Axiell ikke har afgivet bud.
Vi har brugt meget tid på at analysere udbudsmaterialet, og vurderet tidsfrister, funktionelle/non-funktionelle krav og ønsker, økonomiske og juridiske rammer, samt risikoen i projektet:
- Løsning: Den vision, der fremgår af udbuddet, forudsætter grundlæggende, at der udvikles et helt nyt bibliotekssystem.
- Tidsplan: Set i lyset af førnævnte har vi vurderet, at det ikke vil være muligt for os at udvikle og levere systemet indenfor de krævede tidsfrister.
- Økonomi: Vi har sammenholdt det nødvendige ressourceforbrug med den forventede økonomi, som fremgår af udbudsbekendtgørelsen. Det er vores vurdering, at økonomien er for spinkel til udvikling og levering af et helt nyt bibliotekssystem.
- Kontrakter: Vi har sammen med jurister nøje gennemgået de kontraktuelle rammer for at afdække risici og særligt byrdefulde elementer i projektet.
Der skal ikke herske tvivl om, at det har været en svær beslutning, da vi har fulgt processen med stor interesse og rigtig gerne ville have budt på opgaven. Alligevel må vi, på trods af vores position som en af Europas største systemleverandører til biblioteker, konstatere, at det ikke er muligt at levere det udbudte indenfor de givne rammer.
Vi vil gerne forsikre om, at vi naturligvis også fremover lever op til vores forpligtelser i forhold til support, fejlrettelser og videreudvikling af DDElibra.
Vi vil i den kommende tid redegøre uddybende for vores udviklingsplaner for DDElibra til såvel folke- og skolebibliotekerne, uanset udfaldet af udbuddet.
Yderligere information fås ved at kontakte adm. direktør Morten Nørgaard Berg på tlf. 3338 2524.
Kilde: http://www.axiell.dk/news#KOMBIT_NYHED
